Mange kreative sjæle går rundt med en drøm om at blive kunstner og kunne bruge alt sin tid på det, man er bedst til og holder mest af. Det kan dog være svært at vide, hvor man skal starte for at komme sin drøm til livs.
Hvad er en kunstner overhovedet?
Det kan være kompliceret at sætte ord på, hvad en kunstner egentlig er. Der findes lige så mange typer af kunstnere, som der findes kunstarter, og alle er forskellige og udfører deres arbejde på forskellige måder. En kunstner kan defineres som en person, der kreerer unikke stykker kunst af forskellige materialer ud fra sin fantasi. Men hvornår er man så kunstner? Nogen mener, at man først kan kalde sig kunstner, når man tjener penge på sine værker, mens andre mener, at man blot skal være i stand til at kunne lave et unikt kunstværk ud fra sin egen fantasi, for at have retten til at kunne kalde sig kunstner. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at være kunstner på, og den store variation af kunstarter, som blandt andet inkluderer maling, tegning, formning og fotografering, gør det let for enhver kunstner at finde et område at være ekspert indenfor.
Find dine styrker og svagheder
Selvom nogle kunstnere er født til at være gode til det hele, er det langt fra alle, der besidder sådan en gave. Den bedste måde hvorpå man kan finde ud af, hvad man er rigtig god til, er ved at prøve sig frem med nogle forskellige former for kunst. Måske har du tegnet hele dit liv, men du finder aldrig ud af, om du faktisk er endnu bedre til at male, hvis du aldrig prøver det. Mens man i mange tilfælde har større chance for at kunne tjene penge på det, man er virkelig god til, skal man også huske, at man kun skal dyrke en kunstart, hvis man har lyst til det. Det kan altså godt være, at du finder ud af, at du faktisk er bedre til at male end at tegne, men hvis du slet ikke har lyst til at male, så nytter det ikke noget at dedikere en hel karriere til det. Vælger du at satse på en karriere inden for en kunstart, du virkelig holder af, vil du nemlig både have det sjovt hele tiden, og det vil være langt lettere for dig at blive inspireret.
Dediker dit liv til din kunst
Man bliver ikke kunstner fra den ene dag til den anden – det kræver tålmodighed og ikke mindst masser af øvelse. Det er ikke nok at gå og drømme om en dag at blive kunstner og blot vente på at det sker. Hvis man vil være kunstner, skal man arbejde hårdt for det. At dedikere sit liv til sin kunst betyder ikke, at man skal sige dit job op, isolerer sig fra omverdenen og udelukkende tænke på og snakke om kunst. Du behøver ikke at bruge hvert eneste sekund af din dag på at male eller tegne eller hvad end du laver, men afsæt tid i din hverdag til det. Et par timer om dagen eller hver anden dag er tilstrækkeligt.
Søg inspiration
Alle bliver inspirerede på forskellige måder. For nogen er det nok at observere – mennesker, naturen eller noget helt andet. Andre finder bedst inspiration ved at studere andres værker. Det kan være, at en tur til det lokale kunstgalleri fylder dig med inspiration, eller måske holder du mere af at opsøge de helt store kunstmuseer med udstillinger fra nogle af verdenshistoriens største kunstnere. Inspiration er essentielt for at holde gang i sin egen kunst. Du vil få lyst til at kreerer mere, du vil være motiveret, og du vil, vigtigst af alt, aldrig løbe tør for idéer.
Få undervisning
Der er slet ingen tvivl om, at en del mennesker, der igennem tiden har kaldt sig kunstnere, har oplært sig selv og selv fundet deres helt egen unikke stil, som de har kunne tjene formuer på. Det er dog langt fra alle, der er i stand til at nå helt til tops på egen hånd, og om man så er virkelig dygtig til sit fag, er undervisning stadig en god idé. Til undervisningen vil man lære teknikker, som er gode at bruge i sine kunstværker, man vil møde mennesker med samme interesser som én selv, og man kan få fif og gode råd til, hvad der kan gøre ens værker endnu bedre.
Tag en uddannelse
Man behøver ikke at have taget en uddannelse inden for sin kunstart for at kunne gøre det til sin karriere, men har man for eksempel en universitetsgrad inden for sin kunst, vil det udvide ens karrieremuligheder. Man vil desuden have bred viden om kunsten, hvilket man også kan bruge til sin fordel, når man forsøger at skabe sin egen karriere helt fra bunden. Når man tager en uddannelse inden for et fag, får man desuden udviklet sine teknikker på højt niveau, og man vil have mulighed for at arbejde ved siden af professionelle, der kan komme med gode råd. En længere uddannelse vil desuden give en erfaring, som kan bruges i fremtiden.
Lav en portefølje
En portefølje er en samling over dine bedste værker, som du har med dig og kan vise til eventuelle arbejdsgivere, klienter, købere eller gallerier. Udvælg alle de værker du er allermest stolt over så den person, der kigger i porteføljen og måske er interesseret i at investere nogle penge i din kunst, kan få et godt indtryk af, hvem du er som kunstner.
Udstil din kunst
Den bedst måde at få anderkendelse på, er ved at udstille sin kunst. I starten er det ikke sikkert, at du kan tjene penge på din kunst, men for at få andre til at få øjnene op for dig og dine kunstværker, skal du udstille det. Nogle lokale restauranter og caféer er villige til at udstille din kunst, og mange lokale kunstgallerier er begejstrede for at få lov til at promovere noget lokal kunst. Grib alle de muligheder du kan få for at udstille din kunst, og med tiden vil der måske være nogen, der virkelig får øjnene op for dig.
Tro på dig selv
Sidst men ikke mindst, er det super vigtigt, at man tror på sig selv. Der er en lang og hård vej foran én, når man vælger at tage skridtet videre og gøre en hobby til en karriere. Det er vigtigt, at du ikke taber modet, og at du på trods af eventuelle nedture og mangel på succes ikke giver op. Så længe du elsker, hvad du laver, er tilfreds med dit arbejde og er åben overfor input, skal det hele nok gå.